Nyhedsbrev #4
Det er ved at være et stykke tid siden, men nu kommer så årets 3. nyhedsbrev fra bestyrelsen. God læselyst:
Tidlig julegave
Bestyrelsen og rutebyggerudvalget har ønsket at opgradere boulderfaciliteterne, men hvordan gør vi det når vi ikke fysisk har meget mere plads. Med solid støtte fra DIF’s foreningspulje har vi besluttet at investere i noget avanceret træningsudstyr i form af anskaffelse af et moonboard. Et moonboard er en interaktivt træningsvæg fyldt med klatregreb, hvor man via en App og Led lys på væggen kan se og skifte sine ruter (problemer) løbende. Moonboardet vil blive opsat og installeret senere på året og forhåbentlig inden jul.
Kristoffer har tilbudt at hjælpe med instruktion og app-forståelse (og måske endda indbyde til nogle træningssessioner) når vi får ’dyret’.
Tårnet og udskydelse af åbent hus
Åbent hus arrangementet er af flere årsager udskudt til genovervejelse i 2024, men tårnet trænger stadig til maling og andre fornødne småreparationer, hvilket pågår i weekenden uge 43 den 28-29/10. Gynther sørger for at der kommer en lift og Christian annoncerer eventet snarest på FB.
Rutebyg i uge 46 og 50
Rutebyggerudvalget er aktive igen i ugerne 46 og 50, hvor der igen skrues i hallen. Det betyder ingen klatring den 17-19/11 samt den 15-17/12. Det betyder også at vi får brug for frivillige til at hjælpe med klargøring og oprydning i begge weekender. Mere om det på FB når vi nærmer os datoerne.
Tilbud om billig fitness til medlemmer
I samarbejde med ’Hvorfor gå og have ondt’ kan alle medlemmer af klubben nu få billig fitnesskontingent til kun 80 kr./måned. Se mere på https://hvorfor-gaa-og-have-ondt.dk/information/
Nye reb i hallen
Vi er i gang med at søge om tilskud til nye reb i hallen. En del af dem vi p.t. har hængende trænger til udskiftning og vi håber på et godt sponsorat, så de kan skiftes inden længe. Mette er på sagen og forsøger at hente pengene hjem til over 1 km. nye reb.
Eget udstyr
Som bekendt ejer klubben en masse udstyr i form af både sko, seler, bremser, reb osv. som kan benyttes frit de første 4-6 uger. Herefter forventes det at man som medlem af klubben selv anskaffer sig sko, sele, bremse og karabin.
Det er jo oplagte gaveønsker til fødselsdage eller jul.
Lørdagsåbent (igen)
En brugerundersøgelse har vist, at der kun er et reelt behov for 2 lørdagsåbninger om måneden, hvilket vi har tilpasset vores nøglevagtskalender.
Vi får stadig af og til spørgsmål om klatring er muligt i skoleferierne. Det er det, under forudsætning af at der er en nøglevagt, der åbner.
Hold derfor altid øje med klubbens FB side, da der kan blive åbnet (eller lukket) ekstraordinært.
Hygge event fredag den 24/11
Sæt kryds i kalenderen fredag den 24/11 til hyggeevent med vore naboklubber CRUX, SSK og Sorø, hvor vi inviterer til fælles klatring, spisning og foredrag. Eventet er for alle på alle niveaer og en chance til at få prøvet de nye ruter af og møde andre klatrere fra de andre klubber.
Foredraget er med en af Danmarks største klatrepionærer, Michael Hjorth, der er en af Danmarks mest markante klatrepersonligheder igennem mere end fyrre år. Michael har gennem årene gentagne gange kommet hjem hårde 'sends', dog mest inden for traditionel klatring og særligt fra de helt høje klippevægge. Men også soloture på firetusinder i Alperne og en række 7b onsights fra sportsklipper i Sydeuropa er røget i posen.
Tilmelding og mere info bliver annonceret snarest på FB.
Økonomien efter 3 kvartaler
Klubben har stadig en fornuftig økonomi. Vi afviger dog fra budgettet på både indtægts- og udgiftssiden, men forventer stadig et resultat tæt på det budgetterede, måske med et lille underskud. Vi har haft fremgang i medlemstallene og større eventindtægter og vi har valgt at bruge flere penge på rutebyg. Vi bruger flere penge i år end tidligere, pga. beslutningen om moonboardet og ekstra grebsindkøb.
I skrivende stund er vi 143 medlemmer, hvilket er godt og over forventet. Der har været god tilgang til drop in og børnehold, hvilket dog har betydet pres på trænere og instruktører og vi er derfor glade for at Simon Biltoft har tilbudt at give en hånd med om onsdagen og at han også ønsker at tage instruktøruddannelsen når muligheden byder sig.
Kassererpost (og bestyrelse)
Vi får ny kasserer – Katja Holst – der træder til i posten i løbet af oktober og hun vil varetage den frem til den ordinære generalforsamling. Tag vel imod hende.
Bjørg har ligeledes trukket sig fra bestyrelsen og vores suppleant Mads er tiltrådt som fuldt medlem.
Det betyder at der til generalforsamlingen i februar/marts skal vælges både formand, kasserer, samt 2 bestyrelsesmedlemmer og en suppleant. Så vil du være med til at få direkte indflydelse på udviklingen i klubben kan du måske allerede nu begynde at overveje om du har lyst til at stille op.
Tur og Eventudvalg
På grund af frafald har udvalget nedlagt sig selv. Det er naturligvis ærgerligt at vi ikke kan holde dette gående, da de sociale aktiviteter er meget af det lim, der holder klubben kørende og hyggelig at komme i. Bestyrelsen har derfor besluttet at forsøge at fastholde 3 events i fremtiden: Slå klubben (i januar), Påsketuren (i marts/april) og midsommereventet (i juni). Hvad der ellers kommer er nu op til de enkelte medlemmer selv at planlægge og arrangere.
Har du et arrangement eller en tur du har lyst til at planlægge eller invitere til, så kan du altid slå det op på FB og savner du inspiration eller hjælp kan du henvende dig til bestyrelsen.
På bestyrelsens vegne
Thomas Sigsgaard